Virksomhedsøkonomi A
Ny ordning
kl. 09.00-14.00
Vejledning
Dette opgavesæt består af 4 opgaver. Til hver opgave er der et antal spørgsmål med en vejledende vægt, som benyttes ved bedømmelsen af den samlede opgavebesvarelse.
Alle opgaver besvares uafhængigt af hinanden. Til opgaverne medfølger en Excel-fil med en række bilag, der indeholder data og skabeloner. Desuden medfølger en Word-fil, hvor alle spørgsmålene fremgår.
Download:
Word-filen med alle spørgsmålene kan hentes her.
Excel-filen med alle bilag kan hentes her.
Husk:
Gem filerne på din disk, inden du begynder at anvende dem. Som navn på filerne angiver du dit navn. I Word-filen skal du endvidere udfylde felterne i sidehovedet.
Det er ikke tilladt at kommunikere med andre under eksamen.
Opgave 1
Virksomhedsanalyse
Nordex Holding A/S (Nordex Food Gruppen) producerer og handler med hvide oste og andre mejeriprodukter, som sælges til detail-, industri- og cateringkunder over det meste af verden.
Keld Houen Pedersen stiftede Nordex Food i 1984, der samme år opkøbte Nørager Mejeri, som på det tidspunkt fremstillede Lurpak smør og gul ost til EU-markedet. Virksomheden begyndte efter kort tid at fremstille hvid ost. I dag har virksomheden tre mejerier beliggende i Danmark, Østrig og Rumænien, hvor der produceres oste. Nordex Food Gruppen har et af verdensmarkedets bredeste sortimenter af hvide oste fordelt på en række varemærker som fx Akadia og Taverna. Virksomheden forhandler også andre mejeriprodukter af høj kvalitet, der fremstilles af udvalgte leverandører i fx Grækenland, Cypern og Italien.
Nordex Food Gruppen har hovedsæde i Dronninglund i Nordjylland, men ca. 97 % af koncernens omsætning kommer fra eksport, og der leveres 50.000 tons ost til mere end 1.000 kunder i 70 lande. Virksomheden har salgsdatterselskaber i Storbritannien, Tyskland, Østrig og Danmark. De største markeder er Europa og Mellemøsten. Keld Houen Pedersen og hans familie ejer i dag hovedparten af aktierne i Nordex Food Gruppen.
Kun tekst på billedet, der er relevant for opgavebesvarelsen, er gjort tilgængelig for talesyntese
Nordex Food Gruppens idégrundlag/forretningsmodel:
”At udvikle, producere, markedsføre og/eller sælge et bredt sortiment af ”hvide oste med mere” med inspiration fra/eller oprindelse i det Østlige Middelhavsområde med henblik på at tilfredsstille behovet for disse produkter, hvad enten dette er basalt eller oplevelsesbaseret.”
Nordex Food Gruppen har tilsluttet sig FN’s Global Compact og udarbejder årligt en CSR-rapport.
Virksomhedens arbejde med CSR tager udgangspunkt i en kombination af følgende forhold:
- Vi vil være med til at gøre verden til et bedre sted at være nu og i fremtiden.
- Vores kunder, forbrugerne og medarbejdere efterspørger det ⇒ license to operate.
- Vi er det lovgivningsmæssigt pålagt.
- Fordi det kan betale sig økonomisk på lang sigt.
I regnskabsåret 2018 var omsætningen kr. 1.790 mio. og årets resultat var kr. 32,5 mio. Der er beskæftiget 364 medarbejdere i virksomheden, hvoraf halvdelen er i Danmark.
Til denne opgave foreligger der følgende materiale:
Artikler:
- Nordex Food A/S samler lagerkapacitet i Nørager, Aars Avis d. 11. april 2018
- Den nordjyske ostekoncern passerede halvanden milliard i omsætning, Food Supply d. 24. maj 2018
- Nordex forgylder familien Pedersen, Jyllands Posten d. 18. maj 2019
- Ost er hot på grillen, Mælkeritidende d. 5. juli 2019
- Bearbejdede regnskabs- og nøgletal for Nordex Food Gruppen for årene 2016 - 2018. Se bilag 1 i Excel-filen.
- Bearbejdet pengestrømsopgørelse. Se bilag 2 i Excel-filen
Spørgsmål 1.1 - 1.7
1.1 (10 %)
Redegør med udgangspunkt i det vedlagte materiale for, hvilke forhold der har haft betydning for den økonomiske udvikling i Nordex Food Gruppen.
1.2 (10 %)
Analyser, hvordan de fundne forhold har påvirket udviklingen i indekstallene for indtjening og kapitaltilpasning fra 2016 til 2018. Se spørgsmål 1.1.
Nøgletallene fremgår af bilag 1.
1.3 (5 %)
Vurder, hvordan indekstallenes udvikling har påvirket overskudsgraden og aktivernes omsætningshastighed fra 2016 til 2018.
Nøgletallene fremgår af bilag 1.
1.4 (4 %)
Forklar, om udviklingen i gearingen fra 1,92 g i 2016 til 2,54 g i 2018 er en fordel for Nordex Food Gruppens ejere.
Nøgletallene fremgår af bilag 1.
1.5 (6 %)
Forklar, hvorfor pengestrømme fra driftsaktivitet er væsentlig større end resultat før skat for Nordex Food Gruppen i 2018.
Pengestrømsopgørelsen fremgår af bilag 2.
1.6 (4 %)
Vurder, hvilken vækststrategi Nordex Food Gruppen anvender.
1.7 (5 %)
Vurder, hvilke fordele Nordex Food Gruppen opnår ved de igangsatte aktiviteter på miljø- og klimaområdet i 2018.
Opgave 2
Styring af knappe resurser
BIO-LIGHT udvikler og producerer emballage i høj kvalitet primært til fødevareindustrien. Produktionen foregår under størst muligt hensyn til miljøet, og der anvendes folier med markedets højeste andel af genanvendt plast. Emballagen er desuden i et innovativt design, der øger varernes holdbarhed og sikrer en effektiv håndtering under transport mv.
Efterspørgslen har været stigende de seneste år, og produktionsafdelingen har haft svært ved at følge med. Virksomheden producerer bl.a. genanvendelige plastbokse i seks forskellige størrelser, BIO1, BIO2, BIO3, BIO4, BIO5 og BIO6. Plastboksene produceres på det samme produktionsanlæg, som har en kapacitet på 1.500 maskintimer i det kommende kvartal. Produktionschefen er i gang med at planlægge produktionen og har indsamlet en række oplysninger, som findes i bilag 3.
For at øge produktionskapaciteten overvejer produktionschefen at leje et produktionsanlæg med en kapacitet på 575 maskintimer i kvartalet. Leje af anlægget koster 10.000 kr. pr. kvartal, og lejeperioden for anlægget er fastsat til minimum 1 år. Økonomichefen har foreslået at indføre skifteholdsarbejde i produktionen som alternativ til leje af produktionsanlægget.
En stor del af virksomhedens eksport er til det tyske marked, hvor der på det seneste har været tendens til afmatning. BIO-LIGHT har dog ikke oplevet fald i salget til de tyske kunder.
Spørgsmål 2.1 - 2.4
2.1 (8 %)
Udarbejd den optimale afsætningsplan for det kommende kvartal, når der tages hensyn til den begrænsede kapacitet på 1.500 maskintimer.
De nødvendige informationer fremgår af bilag 3.
2.2 (4 %)
Beregn det samlede dækningsbidrag ved den optimale afsætningsplan. Se spørgsmål 2.1.
2.3 (4 %)
Vurder, om det er lønsomt at leje produktionsanlægget i det kommende kvartal.
2.4 (4 %)
Diskuter, om BIO-LIGHT bør leje produktionsanlægget.
Opgave 3
Investering
GreenFood A/S er en verdensomspændende virksomhed, som fremstiller fødevareingredienser. Virksomheden udvikler hele tiden nye produkter og har i de senere år forsket i ingredienser, som kan forlænge holdbarheden på fødevarer for at undgå madspild. Sidste år brugte virksomheden kr. 1.200.000 på udvikling af et nyt produkt DuraB, der er baseret på bakterier. DuraB kan bl.a. anvendes i yoghurt og oste og kan ifølge virksomhedens beregninger reducere madspildet i EU betragteligt. Salgschefen mener, at produktet har et stort potentiale, da 17 % af al yoghurt i EU bliver smidt ud, hvilket svarer til 1,5 mio. tons yoghurt årligt.
Før fremstillingen af DuraB kan påbegyndes, er det nødvendigt at investere i nyt produktionsudstyr. Produktionschefen har indhentet et tilbud på udstyret, som lyder på kr. 15.500.000. Installation af anlægget forventes at koste kr. 950.000. Levetiden for produktionsanlægget er anslået til 8 år, hvorefter den forventede scrapværdi er på kr. 1.700.000.
Produktet er helt nyt på markedet, så afsætningspotentialet er ukendt. Salgschefen budgetterer dog med at kunne afsætte 25.000 kg om året de kommende 8 år. Salgsprisen pr. kg er sat til kr. 190, som er forholdsvis høj. DuraB er dog en ny epokegørende ingrediens til begrænsning af madspild, hvilket retfærdiggør den høje salgspris. Produktionschefen har udarbejdet en forkalkulation på DuraB. Ifølge denne udgør de variable enhedsomkostninger kr. 55.
Virksomhedens årlige kontante kapacitetsomkostninger forventes at stige med kr. 175.000 ved påbegyndelse af produktion af DuraB, da udstyret skal vedligeholdes. Virksomheden anvender en kalkulationsrente på 11 % p.a.
Økonomichefen har bedt om at få udarbejdet nogle følsomhedsberegninger på investeringen, inden den endelige beslutning træffes.
Spørgsmål 3.1 - 3.5
3.1 (4 %)
Opstil investeringsforslagets nettobetalingsstrøm.
De nødvendige informationer fremgår af bilag 4.
3.2 (4 %)
Vurder, om investeringen er lønsom.
3.3 (4 %)
Vurder, hvilke af investeringsforslagets forudsætninger der er mest usikre.
3.4 (4 %)
Vurder, hvor følsom investeringsforslaget er overfor ændringer i de mest usikre forudsætninger. Se spørgsmål 3.3.
3.5 (4 %)
Diskuter, om GreenFood A/S bør igangsætte fremstilling og salg af DuraB.
Opgave 4
Finansiering og logistik
NemMetal A/S producerer forskellige maskindele til produktionsanlæg. Kunderne er større fødevarevirksomheder i hele EU, der lægger stor vægt på kvalitet, fleksibilitet og hurtig levering. Det skyldes, at det er ressourcekrævende og omkostningstungt for kunderne, hvis deres produktion stopper.
Virksomhedens økonomi herunder likviditet har været anstrengt gennem en årrække, og der har derfor ikke være foretaget større investeringer. Produktionschefen har længe haft et ønske om at få moderniseret produktionen. Han har derfor indhentet tilbud på et robotstyret produktionsanlæg. Anskaffelsessummen for anlægget udgør kr. 5.300.000. Levetiden er anslået til 10 år, hvorefter scrapværdien forventes at udgøre kr. 2.000.000.
Det nye robotstyrede produktionsanlæg vil halvere produktionstiden og nedbringe materialespildet. Det skyldes bl.a., at anlægget kan udføre flere funktioner, så der undgås transport- og ventetid mellem flere maskiner. Samtidig er omstillingstiden på anlægget meget kort. Endelig forbedres kvaliteten, da anvendelse af robotteknologi øger præcisionen ved udskæring af de enkelte komponenter til maskindelene. Produktionschefen har beregnet, at investering i produktionslægget vil give omkostningsbesparelser, der øger indtjeningen med kr. 725.000 årligt. Dertil kommer, at virksomhedens konkurrenceevne forventes at blive forbedret på sigt.
Økonomichefen har modtaget to lånetilbud fra banken til finansiering af investeringen. Se bilag 5.
Spørgsmål 4.1 - 4.4
4.1 (4 %)
Opstil betalingsstrømmene for lånene.
De nødvendige informationer fremgår af bilag 5.
4.2 (4 %)
Beregn den effektive rente på de to lån.
4.3 (4 %)
Diskuter, hvilket lån NemMetal A/S bør vælge.
4.4 (4 %)
Vurder, hvordan investeringen i produktionsanlægget vil påvirke virksomhedens leveringsservice.